Lauritz Jensen Ørum
PreviousHomeNext

Præsten Lauritz Jensen Ørum i Haasum




Haasum kirke


Haasum kirke




Lauritz Jensen Ørum ankom til Haasum i 1788, efter at han var blevet ansat som sognepræst for Haasum og Ramsing sogne, på det tidspunkt bestod landsbyerne Haasum og Haasum Torp af omkring 160 personer. Her virkede han i 36 år, og tre år efter at han var blevet 'entlediget', som det hedder ved den tid, døde både han og konen Anne Sophie med få måneders mellemrum. Om hende står der i skiftet, at hun havde været plaget af sygdom og sengeliggende i længere tid før sin død.
Men Lauritz var ikke gift, da han begyndte sit embede. Der sad en enke efter 'formanden', pastor Niels Mulvad, og som det var skik og brug måtte Lauritz gifte sig med hende. Det er dog tænkeligt, at han havde efterladt en kæreste i Randers. For da Dorthea Helvig Aagaard, som enken hed, havde født sit og Lauritz' barn, døde hun to måneder senere i en alder af 39 år. Datteren fik efter god gammel skik også navnene Dorthea Helvig efter sin afdøde mor. Kort tid efter giftede Lauritz sig med Anne Sophie Bech, som han formentlig havde kendt fra sin ungdom i Randers.
I 1817 føder Dorthea Helvig (datteren fra det første ægteskab) en pige, som bliver døbt Maren Blichfeldt Musmann, men som kun lever i 5 måneder. Faderen er Frederik Ernst Musmann fra nabogården Hostrup. Begge forældre til barnet forbliver ugifte hele livet. Dorthea Helvig dør fem år senere 32 år gammel.
Men der står ikke ét ord i kirkebogen om, at forældrene til den lille Maren ikke var gift.
I Lauritz’ andet ægteskab med Anne Sophie Bech fra Randers bliver der født syv børn, men alle fire drengebørn dør som spæde, mens to af de tre døtre bliver hurtigt gift og får mange børn, Anne bliver gift Mølgaard og får 17 børn!!! Cathrine Elisabeth bliver gift Gjedde og får 9 børn.
Det var ikke Lauritz’ stil at skrive om ’publice absolverede’ eller folk, som havde aflagt ’åbenbart skrifte’, som det hed når de havde overtrådt det 6. bud. Og senere fulgte jo en anden af hans døtre, Cathrine Marie, som først fik en søn med Søren Jørgensen og siden to børn med Peder Andersen Qvist uden at være gift med nogen af dem. Først i en alder af 40 år giftede hun sig med en Brøndum fra Skive. Lauritz skrev blot i kirkebogen, at forældrene til de pågældende børn var ’af bondestand’.


haasum kirke

Haasum kirke med sine festlige farver.




PreviousHomeNext


Indhold  Updated 29 august 2009 - email:  Hedvig Pitzner-Jørgensen