Gabriel og Gustava
Gabriel og Gustava
Gabriel Kirsebom Kielland ble født i Stavanger 1796. Etter konfirmasjonen i 1810 ble han sendt på skole i Danmark. Der han ble uteksaminert i 1816 med høyeste karakterer. Han begynte å studere i Kristiania 1817, og etter å begynt det teologiske studiet kom han over noen skrifter utgitt av Brødremenigheten der, som la grunnlaget for at han resten av sitt liv skulle framstå som en pionér for misjonssaken. Brødremenigheten hadde sitt utspring i Herrenhuterbevegelsen, som fortsatt er aktive, både i Tyskland og i Danmark. Gabriel fikk et nært forhold til forstanderen Niels Johannes Holm, og ble i april 1823 opptatt i Menigheten.
Selv beskriver han begivenheten slik:
”Jeg læste [Brødremenighedens] historie og saa tydelig, at den ikke var fremkommet ved
noget menneskeligt Paafund, men paa underlige Maader stiftet af Herren selv, at den havde
en ringe og uanselig Begyndelse men stedse vaar gaaet fremad i Velsignelse og Virksomhed.
Jeg saa tillige, at den, hvad en sand Christi Menighed maatte gjøre, ansaa Korsets Ord
(Forsoningslæren) som Evangeliets Centrum, og havde den af Frelseren og hans Apostle
bestemte Disciplin eller udvortes Tugt. Saasnart jeg nu fikk denne Anskuelse av
Brødremenigheden og fik den bekræftet paa flere Maader, hvad kunde jeg da andet, naar
ingen anden Pligt forbød det, end forlade Alt og ile til Brødrenes elskelige Samfund. Men
da jeg tænkte herover, kunde jeg ikke længe blive i Tvil om, at jeg burde blive i det Kald,
som Herren havde sat mig, om Herren naadigen vilde bruge mig til sit Redskap imellem mine
naturlige Brødre, iblandt hvilke Korsets Ord saa lidet kjendtes. Imidlertid blev dog, hvis
jeg ikke vilde fornægte min Frelser, den Pligt tilbake for mig, (hvilket ogsaa var en Trang
for mit Hjerte) freidigen at bekjende min Tro for Verden og søge det Aandssamfund med
Brødrene, som min Stilling forunder. Christi Kjærlighed har ogsaa gjort et saadant
Aands-Samfund muligt ved de af Brødrene i de fleste Lande stiftede Societeter, d.e.
sluttede Foreninger af saadanne, som deres Salighedssag ligger paa Hjerte, som have en
Længsel og Attraa efter at kjende og staa i Aands-Samfund og efter Frelserens Bud Joh. 17
være Eet med Hans rette Lemmer, og som ved forenet Bøn og Sang og Bibellæsning ved
indbyrdes Paamindelse og Advarsel søge at opbygges i Christi Tro, Haab og Kjærlighed, og
som ifølge Christi Bud Math. 18 uden Persons anseelse udelukker af deres Forening Enhver,
som vandrer efter Kjødet. Da og Kristiania havde den Naade at have et saadant anmodede jeg
Søndag Qvasimodogeniti efter Bøn at have forelagt min Frelser denne Sag, Societetets
Forstander Hr. Holm om at blive optaget iblandt dets Medlemmer. Da Hr. Holm fandt intet at
kunde tale herimod, blev jeg den 2den Onsdag derefter i en Samling af alle Medlemmer efter
Sang og Bøn med Tale af Forstanderen optaget.”
Engasjementet i Brødremenigheten ser ut til å ha gått ut over studiet, for da han ble
uteksaminert cand. theol. i februar 1824 fikk han karakteren haud,
langt dårligere enn forventet. I mai samme år giftet han seg med Gustava Blom, en
barndomsvenninne. Sammen flyttet de kort etter til det fattige prestekallet Finnøy i Ryfylke, to mil
fra Stavanger sjøveien. Gustava gir en levende og sympatisk skildring av Gabriel
Kiellands virksomhet i Finnøy menighet. Både i kirken og på husbesøk prøver han å
ruske folk opp av egenrettferdighetens søvn, dit rasjonalismen har dysset dem. En
særlig interesse knytter seg til de sammenkomstene i prestegården med salmesang og
bibellesning, som litt etter litt, nesten av seg selv, kom i stand og ble fast skikk.
Dette var en uhørt praksis i samtiden, og ryktene om vekkelse på Finnøy ga
biskop Munch alvorlig bekymring. Guds ord hørte til innenfor kirkens vegger. Resultatet
av slike møter utenfor kirken ville bare bli ”separasjon, sektvesen og mystisisme”,
skrev biskopen. Lydig måtte presten Kielland slutte med møtene, men han tok dem opp igjen
da det ble byttet til ny biskop.
Sommeren 1827 gjorde Gabriel en reise til Danmark for å besøke venner og slektninger, blant annet i Herrenhuter-landsbyen Christiansfeldt. Etter hjemkomsten nedskrev han følgende tanker om sin utvikling i åndelig henseende:
”Naar man forelsker sig i en Skribent, kommer det ofte af, at man hos ham finder klart udtalt, hvad der før laa i vort eget Hjerte dunkelt. Finder nu hans Ord Gjenklang i Manges Hjerter, aabenbares derved Tidsalderens Aands-retning. Derav kommer det sig udentvil, at man fra enkelte begavede Mænd i de forskjellige Secler kan slutte sig til Aandens Standpunkt og Stræben i ethvert af dem.
Men naar man nu forelsker seg i en saadan samtidig Tidens Ordfører, forelsker man sig dog altsaa i Grunden i sig selv, og formedelst denne Selvkjærlighed gjør man sig i sin Mand et Ideal af den Storhed og Fuldkommenhed, man selv attraar, enten det nu er af en Christen eller en Antichrist, en Philosoph eller en Erobrer. Vil Du derfor min Ven! blive ædru af dette Sværmeri, saa reis blot hen og tal nogle Timer med denne dit Ideal! Ligesom altsaa alt Menneskeligt styrter fra vor Indbildnings Ideal, naar vi nærmere betragter det, saaledes vil derimod det Guddommelige, jo nøiere og nærmere det gives os at anskue det, blive os desto større og herligere og overgaa vor Tanke. Hvad er Conclusionen? Hæng dig, o Sjæl, ikke mer ved, opsøg ikke dit Ideal i nogen anden Mand end den Tømmermand fra Nazareth og betragt hans Mesterstykke, og hvad han arbeider indtil den Dag i dag, saa skal du ikke sværme og ikke skuffes. Grundtvig var først mit Ideal, men jeg saa først min Stolthed, Ærgjerrighed og Afmagt og talede siden med ham – og det forsvandt. – Den evangeliske Brødre-Menighed, som et Værk af den store Tømmermand, var dernæst mit Ideal af den Slags ved Herrens Naade, jeg saa Kristiansfeldt, og – dette blev mer forklaret – og jeg selv mer ydmyget.
Bewahre meine Seel,
O mein Immanuel!
Dass sie nicht träume
Und ja an ihrem Theil
Bei dem erworbnen Heil!
Sich nicht versaüme“
Misjonstanken er den dag i dag grunnleggende for Herrenhuterne, og allerede i desember
1826 bidro presten Kielland til stiftelsen av ”Forening i Stavanger til Guds Riges
Udbredelse blant Hedningerne”, den aller første misjonsforening i Norge. Deretter tok det
drøye ti år, før initiativet kom til å danne en nasjonal sammenslutning av de norske
misjonsforeningene. 12. oktober 1841 førte Gabriel i pennen et sirkulære med oppfordring
til samling, og utformet innbydelsen til ”Norges samtlige Missionsvenner” 21. mai 1842
om å samles i Stavanger. Det Norske
Misjonsselskap ble stiftet i Stavanger 9. august 1842. Flertallet av de frammøtte var
haugianere. De øvrige var enten grundtvigianere eller erkjente seg som Herrenhuternes
venner. Stiftelsesmøtet sto overfor veivalg i to viktige saker. Det ene var spørsmålet
om hvem som skulle sendes ut som norske misjonærer, det andre var opprettelsen av en
norsk misjonsskole. Grundtvigianerne fikk prege avgjørelsen i begge spørsmål. I sirkulæret
var det foreslått i herrenhutisk ånd at
- en Lærer for Missionsskolen maatte forpligtes til at undervise Disciplene i Bibelens
Lærdomme ”i Overensstemmelse med vor Kirkes symbolske Bøger”, men en grundtvigianer fikk
dette endret til ”…I Overensstemmelse med vor Kirkes Troesbekjendelse ved Daaben og
Indstiftelsesordet ved den hellige Nadvere samt Kirkens Bekjendelsesskrifter, altsom
Norske Lovs 2 B. 1 K. og den af Præsterne hersteds aflæggede Ed nærmere bestemmer.” Den
første misjonæren, som ble besluttet sendt til zuluene, var også grundtvigianer.
Gabriel og Gustava byttet kall fra Finnøy til Lyngdal, et rikere prestegjeld, i 1837. Presteparet sto der i spissen for varige forandringer lokalt og nasjonalt. Andre juledag 1837 ble Lyngdal Afholdsforening stiftet på kirketrappen, og det ble dannet misjonsforeninger omkring hver av kirkene i sognet. Gustava stiftet Norges aller første kvinneforening i Lyngdal. Dens første møteprotokoll er datert 1844. Selv beskriver hun begivenheten i "Erindringene":
"Jeg blev skamfuld og bedrøvet over at jeg saa lunkent hadde tænkt over missionssaken og aldrig hjulpet min mand med at arbeide for den. Da jeg kom hjem, talte jeg med min kjære gamle Gunhild Oftebro og to andre bondekoner som jeg holdt meget av, om dette, og de sympatiserte alle tre med mig; de vilde alle gjerne at det skulde bli anderledes. Jeg foreslog da at vi fire, samt Gunhilds datter Maren og mine døtre skulde komme sammen i prestegaarden en dag i hver maaned og arbeide for missionen. Dette blev med glæde antat, og dermed var foreningen stiftet og det lille sennepskorn lagt."
Gustava styrte kvinneforeningen i mange år. For det meste ble møtene holdt i prestegården. Det var omkring 30 kvinner som deltok på foreningsmøtene. Kvinner kom bærende med rokk på ryggen og en pose ull i nevene, heter det. Misjonsbøssen ble satt på bordet der hver kunne gi sin skjerv. På møtene ble det servert kaffe og smørbrød. Finere bakverk var forbudt. Gabriel kom gjerne inn og holdt en andakt. Misjonsspørsmål og tildragelser i bygda ble diskutert.
En ny prestegårdsbygning sto ferdig i 1840, og med planer for korskirke tilsendt fra
Kirkedepartementet fikk Lyngdal ny hovedkirke (bildet) kort tid etter. Planene ble visst
litt for store, for det endelige byggverket, slik det står, har både færre vinduer og
redusert tårn i forhold til det de tilsendte tegningene viser.
Gabriel hadde svak helse, og i 1850 gjennomførte ekteparet en lengre reise til Tyskland for kuropphold og adspredelse. Gustava var en flittig brevskriver. Reisebrevene hennes fra Tysklands-turen er i ettertid utgitt i eget hefte. Begynnelsen på utenlandsturen med båt beskriver hun slik:
"Nordkap" er et herlig Fartøi. Dets brede Bringe bød de bjerghøie Bølger Trods; dets Kjæmpesider gled gjennem Havet, de stærke Hjul trættedes ikke ved at gjennempidske Havet, og fremad skred det sent, men sikkert. "Ak, Gud ske Lov", tenkte jeg, da det var på det Værste med mig: "jeg ligger jo i en god Køi i "Nordkap"s Hjertekammer, og ikke i en fugtig, gammel Fiskemave som den arme Jonas!" Det er saa mit Vis, naar det kniber, paa en eller anden Maade at se mig om efter Noget, jeg kan sige: Gud ske Lov! for. Og saadant kan man let finde. Nu siger jeg af Hjertet "Gus ske Lov" for den hele besværlige og dog saa lykkelige Reise og er saa glad over, at den var just saadan. Jeg haaber jeg skal ha varig Gavn deraf.
Gustava har også betraktninger om Grundtvig på reisen:
”... Saa gik vi i Vartov Kirke for at høre og se gamle Grundtvig. O! den velsignede, kjære gamle Grundtvig. Jeg blev saa glad ved at høre ham tale saa hjertelig, saa enfoldig og saa klart om Troen paa Kristus. Vakkert og sandt og evangelisk talte han; men noget savnede jeg dog. Menneskets medfødte og vedhængende Syndighed, som gjør, at man behøver daglig en fuld Syndernes forladelse, som det saa vakkert kaldes i Katekismen, syntes jeg ikke, han berørte. Men han var saa blid, så ærværdig at se paa den gamle, skaldede Mand med det tynde, hvide Haar paa Siderne af Hovedet. Og han bad til sidst saa hjertelig for os alle, at jeg syntes, jeg kunne have kysset hans Hoved og udbedt mig en speciel Velsignelse.“
Katolisismen får også sitt pass påskrevet av prestefruen:
”... Vi kom inn i Petri Kirke [i Köln]. Messen var i fuld Gang. Den største Stilhed herskede, de Andægtige mumlede og bad. Presterne messede ensformigt og søvndyssende. Røgelsekar hyllede alt i Skyer, Altrene var smykkede med store blomstrende Træer i Potter og med rige Blomsterpotter. Guld, Billedhuggerarbeide, Malerier, Zirater af alle Slags var der i Overflod. Men Perlen af alt var Petri Korsfæstelse af Rubens. Vi kunde dog ikke faa betragte det saa ganske i Nærheden. Vi stod en Stund og saa paa de tomme Cermonier og gik derpaa til Domen.“
De kom også innom Herrnhut som Gustava beskriver på følgende måte:
”- 23de [september 1850]. Tænk, nu sidder jeg i Herrnhut, Brødremenighedens gamle Moderstad. Her er frit og smukt og lyst her i den lille By, og interessant at vandre om, hvor Zinzendorf og hans Erdmuth har vandret … Her er annerledes, end jeg tænkte mig det. Frit og aabent ligger den lille By med sine lige Gader og i Almindelighed smukke Huse. Strax efter at vi var komne, gik vi gjennem en skjøn Allé og kom til den nedenfor Hutberget liggende smukke, ordentlige Kirkegaard, der er omgjærdet med Træer og Hækker, hvori halvrunde Løvhytter med Bænke befinder sig. … Videre gik vi op paa Hutberget, hvor man fra en Pavillon ser et saare deiligt og vidt udstrakt Panorama, Sletter, Skoge, Landsbyer, Bjerge - alt, hvad skjønt er, undtagen Vand. … Siden gik vi i Kirken og hørte en god Tale av biskop Reichel. En duelig Organist spillede paa et meget smukt Orgel, og Menigheden sang deilig. Ingen overskreg den anden i den talrige Forsamling, derfor var Sangen blød, mild, tilligemed kraftig og fuld. En Time varede det Hele: Et Vers før Prækenen, saa den korte, kjernefulde Tale, saa to Vers; derpaa gik Alle ud. For mange aar siden hørte jeg i Norge en Bekjendt sige: Alt er saa lyst i Herrnhut, især lysegult: Møbler, Vægge m. m. Dette fortale jeg Gabriel paa Veien hid, og det morede os at finde det saa. Her i Gemeinlogie, og hvor vi siden har været, har vi truffet lutter lysegule Møbler. Fast alt er gult og hvidt.“
Det er utgitt memoarer både etter Gabriel og Gustava. Gustava skrev sin egne bok "Erindringer", med et tillegg av salmer og sanger hun hadde skrevet. Tittelen på Gabriels skrifter er "En gammel prests efterladte papirer : breve fra og til Gabriel Kirsebom Kielland sogneprest til Lyngdal / udgivet for familien af hans søn Hjalmar Chr. Kielland".
Lyngdal har idag et eget misjonsmuseum som hedrer Gabriel og Gustavas minne.
Gustava ble i senere år engasjert i forhold til den voksende bevegelsen av kvinnenes frigjøring. Julen i sitt 87. år skrev hun rimede deviser til julegavene. I et slikt rim som fulgte en bordbørste og et feiebrett som gave til et ektepar skriver hun:
I ettertid kan vi velge å lese rimet som minnet om et ekteskap med stort felles engasjement og en kilde til inspirasjon for oss alle.
Gabriel Kielland
Sist oppdatert 14. september 2001.