lærer janus Sørensen ØRUM og pastor Lassen

PreviousHomeNext


Janus Sørensen Ørum


Mariane og Janus får 6 børn, men kun de fire overlever den spæde alder. Her som i tidligere tider følger man den skik, at det nye barn får samme navn som det døde barn, så der er to drenge med navnet Poul Peter og to piger med navnet Cathrine Marie. Det er også normen, at børn bliver hjemmedøbt umiddelbart efter fødslen og derefter fremstillet i kirken på et senere tidspunkt. Med det store antal børnefødsler i de fleste familier var det uundgåeligt, at der også var en høj spædbørns­dødelighed. Dette mønster holder sig – især på landet – helt op i 1900-tallet.
 
Jo nærmere vi kommer til vores egen tid, desto flere detaljer har vi om personerne, og der er både skriftlige og mundtlige kilder at øse af. Janus Sørensen Ørum spiller en fremtrædende rolle i sognet, han er formand for sognerådet, og han er med til at få indført jernbanen til Års. Han lader også til at have haft et hidsigt temperament. Det fremgår af en historie i nogle papirer, som jeg har fået fra Lokalarkivet i Års.

 Efter endt skolegang blev Janus i 1837 uddannet til lærer på lærerseminariet i Snedsted ved Thisted, samme sted som den Troels, der blev gift med hans halvsøster Anne Sophie Quist, og den 25. september 1842 kaldedes han af biskoppen til lærer og kirkesanger i Års. Her blev han i 41 år og endte som førstelærer. Det er ganske pudsigt, at den mand, som skulle blive skolelærer og kirkesanger, havde fine karakterer i alle fag undtagen musik. Måske var de ikke så musikalske i den familie. Jeg mindes i hvert fald, at min far påstod, at han var så umusikalsk, at han ikke engang kunne synge 'Jeg er Havren’. Men det er nok også fra Janus, at citatet "Langfredag var en bitter dag, men skøn var Påskemorgen" stammer.  Det blev med usvigelig sikkerhed citeret at min far hver eneste påske. Først mange år senere gik det op for mig, at det var et citat fra en af Grundtvigs salmer.



Skolen i Aars ca. 1860 i foråret

Først må man forstå, at det ikke var så let endda at være lærer dengang. Her citerer jeg løst og fast fra et par artikler, som har været bragt i Års Avis, som giver et ganske godt billede af forholdene på landet dengang.

” ……. Med Ryges efterfølger, Janus Sørensen Ørum, fik Års sin først eksaminerede lærer. Ørum var født den 6. marts 1814. Hans stedfader, A. Brøndum var skrædermester i Års. Moderen hed Katrine Ørum og var en præstedatter. Om hende minder endnu indskriften ”Kathrines Minde” på østgavlen af træhandler Stissings hus.

Det var ikke nogen let opgave, Ørum gik ind til, men med uomtvistelig dygtighed og en til stædighed grænsende energi tog han fat og vandt under sin 41-årige lærervirksomhed i Års ubetinget sejr.

Over for hans virksomhed er der ingen anledning til nogen tvivl. Såvel de skriftlige som mundtlige kilder er enige om at anerkende hans absolutte dygtighed. Som lærer hørte han til den gammeldags slags, hårdhændet og ubønhørlig streng i sine fordringer, men også retsindig. Det daglige samliv med ham i skolen løb ikke altid af uden gråd og tænders gnidsel, når linealen eller rebet blev taget til hjælp under indprentningen af de evige sandheder, men hans
nulevende elever bærer ikke noget nag eller had til ham for hans noget hårdhændede undervisningsmetoder. De må vel have følt den gode vilje bag den barske form.

Også over for befolkningen var han, i al fald i sine yngre år, stejl og streng i sine fordringer, ja endog hans foresatte gik ikke ram forbi, når han fandt anledning dertil. I sine første år kæmpede han navnlig med den ofte nævnte vrangvilje overfor for stadig og regelmæssig skolegang. Når provst Toldorph godmodigt og lemfældigt søgte at undskylde befolkningens forsømmelighed med henvisning til ”strenge” tider og hvad andet der nu kunne siges, stillede Ørum loven bogstav op som modvægt og var ikke bange for at påtale sin foresattes lunkenhed ret skarpt. Først da sognet i Pastor Lassen fik en præst, der i myndighed kunne måle sig med Ørum, blev der taget så hårdt fat, at misbrugene efterhånden tog af og til sidst helt forsvandt.

I sin første tid som lærer i Års måtte lærer Ørum døje med at få befolkningen til at forstå, at skolegangen var det vigtigste for børnene, mens arbejdet derhjemme kom i anden række. Skoleloven af 1814 forudsatte og krævede stadig skolegang af alle børn både sommer og vinter, men ganske vist med stor hensyntagen til den omstændighed, at børnenes hjælp ved landbrugsarbejdet dengang spillede en stor økonomisk rolle.

Efter loven skulle der undervises 6 timer daglig, fra 8-12 og 13-15, således at de ældste børn skulle søge skolen 1 dag om ugen om sommeren og 4 dage om vinteren, de yngste 4 dage ugentlig om sommeren og 2 dage om vinteren. Men ikke engang denne milde fortolkning af begrebet stadig skolegang var befolkningen nok. Fra det tidlige forår, når arbejdet i marken begyndte, eller når kreaturerne på grund af den hyppige fodermangel allerede i marts, ja sommetider i februar, når vejret var tilstrækkeligt mildt, lukkedes ud, og indtil de sent på efteråret igen bandtes ind, kunne læreren lige så godt lukke skolen. Der mødte nemlig ingen, eller så godt som ingen børn til undervisning. Praktisk talt indskrænkedes altså skolegangen til månederne november, december, januar og februar, og når så dertil kommer, at vind og vejr og de ufremkommelige veje netop i disse måneder hyppigt lagde hindringer i vejen, så vil det forstås, at der kunne være grund nok for dem, der stod med ansvaret, til at få grå hår i hovedet.

Ustandselig vidner da også protokollen om den håbløse og aldrig endende kamp mod befolkningens sejge vedhængen ved århundreders tradition. Og de som på forhånd gav tabt kamp for myndighederne, sålænge da pastor Gottschalch og navnlig provst Toldorph sad ved roret, var en tilbøjelighed hos begge til at gå ind på befolkningens ræsonnementer og tage de givne undskyldninger for gode varer. Ingen af dem kunne stå for en henvisning til "de strenge og vanskelige tider", et slagord som man også kendte på de tider. Når derfor provsten på embeds vegne har konstateret skavankerne, talt om forbedring og truet med lovens strengeste straf, plejer det gerne at munde ud i et: Kommissionen vedtog endnu engang at advare de forsømmelige, og i tilfælde af at dette ikke måtte gøre virkning, da at skride til tvangsmidler.

Pudsigt er det at se, hvorledes dette staadig tilbagevendende omkvæd har irriteret Toldorphs efterfølger pastor Lassen, en mand af en mere striks støbning, til at nedkradse følgende arrige randbemærkning:

Evig og altid er der opdaget skoleforsømmelser, men aldrig mulkteret (givet bøde), derfor kendte man ikke til skolegang ved min ankomst.

Pastor Lassen


Under Toldorphs overbærende regimente havde Ørum stået ene i kampen og ikke rigtig kunnet få nogen orden i sagerne. Vi mærker gennem hans bemærkninger i skoledagbogen, hvorledes han arbejder sig op i stedse stigende forbitrelse over sin overordnedes mangelfulde støtte. Et uddrag af hans mest karakteristiske udtalelser vil bedst belyse sagen. Citaterne er hentet fra skoledagbogen for 1843 og følgende år.
-----------------------

Uagtet gentagne påmindelser til forældre og værger om at lade deres børn søge skolen har dog intet barn i juni måned mødt.
-----------------------

I april og maj har skolegangen været højst ustadig. Flere gange har jeg ved kirkestævne og ved andre lejligheder anmodet forældre og værger om at lade deres børn søge skolen, men uden frugt. Det var at ønske, at vedkommende skolens foresatte (dvs. præsten) ville tage sig lidt mere af denne for de unge så vigtige sag.
-----------------------

Vedkommende skolens foresatte (præsten igen) blev gjort opmærksom på den ustadige skolegang. Imidlertid blev intet middel anvendt til at tvinge de uefterrettelige (dvs dem der ikke rettede sig efter henstillingerne), og mine bestræbelser er derfor frugtesløse.
---------------------

Kun enkelte har i maj søgt skolen, den største del slet ikke. Dersom vedkommende, hvem det påligger at påse skolens tarv, ikke med alvor vil påtage sig sagen, befrygtes, at undervisnigen om sommeren ganske ophører.
---------------------
I 1846 fulgte pastor Lassen efter Toldorph. Da han og Ørum kom til at arbejde sammen, blev det trange tider for de forsømmelige. Allerede i sin første tilførelse til sogneforstander­skabets protokol skriver han:

Forstanderskabet må tage sig med alvor af det hidtil her i pastoratet forsømte skolevæsen, idet der navnligen i Års skole så at sige ingen skolegang finder sted.

At det denne gang ikke blev ved tomme ord, viser skoledagbogen tydeligt og klart. Ørums klagesange ophører, og forsømmelserne indskrænkes til hvad der også i vore dage ville anses for normalt.

Først fra året 1847 kan man altså regne med, at skoleloven af 1814, takket være disse to mænds energi og redelighed i deres embedsførelse, er indført i Års sogn efter sin ånd og ikke alene efter sin bogstav.

Kunne lærer Ørum og pastor Lassen, som vi har set, end udmærket enes i skøn samdrægtiged, når det drejede sig om at tvinge forældrene til lydighed og børnene i skole, så var det derimod ikke altid, at enigheden slog til, når spørgsmålet dernæst blev, hvad der skulle foretages med den under så stort besvær samlede fåreflok.

Som faguddannet mand og med de første slægtsled af seminarieuddannede læreres ofte høje – undertiden overdrevent høje - tanker om egne kvalifikationer , var det naturligt, at Ørum anså sig for – og sikkert også var – den, der havde bedst forstand på, hvorledes undervisningen rettest kunne gribes an og tilrettelægges, og hvilke mål, der under de forhåndenværende omstændigheder kunne nås, og at han – selvstændig som hans natur var – selvstændig holdt på sit standpunkt til det yderste på trods af overordnede myndigheder og lovparagraffer. Det var derfor ikke til at undgå, at der opstod rivninger og gnidninger – til tider endda ret stærke – thi pastor Lassen var en embedsmand af den gammeldags støbning, absolut uoplagt til at resignere på noget af de punkter, der var lagt ind under hans embedsmyndighed.

Som et eksempel på, hvor hårdt det kunne gå til, når de to stivnakker rigrig brasede sammen, er her et uddrag af skoleprotokollen fra 1846.

Det var den 26. oktober, og der var efterårseksamen i Års skole. Hvordan dagen nu end var begyndt, så endte den i hvert fald som en tragedie. Med en pen, der har spruttet og klattet til alle sider af arrigskab, så skriften nu næsten er ulæselig, har pastor Lassen indført følgende kraftige stråle:

Eksamen i Års skole d. 26. oktober 1846 afholdtes med øverste klasse, ved hvilken lejlighed det mod slutningen erfaredes, at flere børn, ja næsten ingen, forstod at skrive efter diktat, hvilket læreren tilstod kom af, at han ej havde øvet dem deri, fordi han fandt der var flere ting, de efter hans mening stod tilbage i, og han derfor ikke havde fulgt læseplanen, idet han tillige højt erklærede, at det også tilkom ham at gøre forslaget til en sådan plan. Da præsten betydede ham, at her ikke var stedet til at afgøre dette og forlangte tavshed, for at eksamen kunne fremmes, blev han ved at vise en modstridende opførsel, idet han påstod, at her i stuen var hans virkeplads og at han ville tie, når præsten gjorde yderligere påstand. Da han således ej var til at bevæge til tavshed eller til at gå ud af skolestuen, var præsten nødsaget til at hæve eksamen.
                                L.C.L. Lassen

At Ørum her – uagtet han jo nok havde ret i realiteten – har været for langt ude over for sin og skolens overordnede, er utvivlsomt. En afbigt var nødvendig og uundgåelig og blev afleveret med følgende ordlyd:

På grund af ovenstående, foranlediget ved eksamen d. 26. okt., erkender jeg herved at have i ubesindighed forset mig imod min foresatte, hr. pastor Lassen, og ønsker at denne sag må være glemt.
                          J. S. Ørum

Formildet ved denne erklæring slutter præsten sagen således:

I henhold til ovenstående erklæring af hr. skolelærer Ørum i anledning af begivenheden under eksamen i Års skole, formener jeg at have tilstrækkelig grund til at frafalde sagens videre påtale, så meget hellere, som det er første gang et sådant forhold er udvist mod mig under min embedsforretning og jeg er overbevist om, at det vil blive den sidste.

 

L.C.L. Lassen

-------------------------

Det er ikke alene på skolevæsenet område, at Ørum har spillet en rolle for Års sogn. Hans arbejdskraft blev også taget i brug på anden måde. Da Lassen i 1864 blev forflyttet, blev Ørum valgt til formand for sogneforstanderskabet, og da dette i 1868 afløstes af sognerådet, blev han sognets første sognerådsformand og fungerede som sådan til december 1874. Fra 1856 var han distrikts­kommisær for Vinthers Brandkasse. Han fungerede også i udstrakt grad som egnens juridiske rådgiver. Så godt som alle eksisterende dokumenter fra den tid er skrevet med hans kraftige og karakteristiske håndskrift.

Sin afsked som lærer fik han med udgangen af året 1883 efter at have været lærer i Års i 41 år. Hans hustru, Mariane, født Larsen (Larsdatter), døde den 4. februar 1882. Selv døde han den 1. oktober 1891. Begge ægtefæller er begravet på Års kirkegård.

Det var beretningen om Janus.

Marianes og Janus’s gravsten er sat til side i en lille lund sammen med andre bevaringsværdige gravsten. Gravstenene er fredede og er blevet renoveret i 2005.





Aars kirke blev udvidet i 1920-21, men her er et postkort fra ca. 1910, og sådan så kirken altså også ud i Janus's tid.





Vi er også så heldige at have et fotografi af kirkens indre fra før ombygningen.





Her er også vist den gamle døbefont af træ i malet i smukke sarte farver. Den står nu på Vesthimmerlands museum i Aars.




Aars kirke som den ser ud i dag.

PreviousHomeNext

Indhold
updated 29 august 2009 - email: 
Hedvig Pitzner-Jørgensen